På opdagelse i Palma de Mallorca

Jeg elsker, elsker, elsker Mallorca – og helt ærligt – what’s not to like? Med mere end 150 forskellige strande er der ingen tvivl om, at Mallorca er et oplagt valg til en afslappende badeferie.

Har du mod på en spændende dagsudflugt væk fra stranden, så kan det dog varmt anbefales at tage turen til Palma de Mallorca, som  gemmer på et væld at af spændende oplevelser. Her er kan du shoppe til du segner, gå på opdagelse i byens historie- og kulturskatte eller lade dig forføre af fantastiske, kulinariske madoplevelser.

Her har jeg samlet mine bud på oplevelser, som du ikke må snyde dig selv for, når du besøger Palma de Mallorca.

La Ruta Martiana – Tapasruten

Vil du opleve det lokale køkken, så kan det varmt anbefales at følge La Ruta Martiana – også kendt som tapasruten. La Ruta Martiana er et ugentligt tilbagevendende event, som hver tirsdag giver dig mulighed for at prøve en lang række forskellige tapasbarer i Sa Gerreria-kvarteret i Palma de Mallorca. Konceptet består i, at du for blot 2-3 euro får serveret en tapasret og en genstand, inden turen fortsætter til den næste tapasbar. På den måde kan du nå en masse forskellige, lækre spisesteder og måske finde dine favoritter til feriens øvrige middage.

Shopping i Palma de Mallorca

Uanset om du bare er på jagt efter en hyggelig feriesouvenir eller du vil shoppe en helt ny garderobe i eksklusive modebutikker, så er Palma de Mallorca uden tvivl hjemsted for Mallorcas bedste shoppinggader.  I området omkring Plaza Major og i indkøbsgaderne Unió, Jaume lll og Passeig dés Born samt hovedgaden Las Ramblas findes et utal af butikker i alle prisklasser. Her finder du små lokale butikker, lækre modebutikker og butikker med mærker, som du kender fra Danmark.

Kulturelle seværdigheder i Palma de Mallorca

Vil du udforske den kulturelle og historiske side af Palma de Mallorca, bør dit første stop være byens gotiske katedral, La Seu. Katedralen imponerer både med sin størrelse og sin udsmykning, som bl.a. omfatter en af verdens største farvede glasmosaikker. Lige ved siden af La Seu finder du Palau de l’Almudaina, som bestemt også er et besøg værd. Paladset stammer helt tilbage fra romersk tid og er siden hen blevet ombygget ad flere omgange, alt efter hvem der herskede over Mallorca. Lige som i katedralen, så er udsmykningen ganske imponerende, og særligt paladsets smukke have er et godt sted at gå en lille tur. Dernæst kan det varmt anbefales at tage en gåtur rundt i den gamle bydels snørklede middelaldergader, som er en oplevelse i sig selv. Her kan du se på smukke, gamle bygninger og små, hyggelige haver, som giver byen en ganske særlig atmosfære.

Caves of Genova – Palma de Mallorcas drypstenshuler

Har du aldrig besøgt en drypstenshule, så er Palma de Mallorcas drypstenshuler, Caves of Genova, absolut et godt sted at starte. Hulerne blev opdaget tilbage i 1906, og den mere end en kilometer lange hule ligger ca. 36 meter under jordens overflade. Nede i hulen kan du opleve de imponerende calciumdrypsten, som er blevet skabt gennem tusinder af år. I dag understreges calciumformationernes skønhed af et smukt lyd- og lysshow, hvilket gør turen gennem hulen til en ganske særlig oplevelse. Alle besøg i hulen foregår sammen med en guide, som fortæller om hulens historie.

Mercat de l’Olivar

Mercat de l’Olivar ligger i hjertet af Palma de Mallorca, og den stemningsfulde markedshal er i sandhed et bombardement af sanserne. Hallen bugner af lækre, friske grøntsager og frugt, friskfanget fisk og kød i alle tænkelige varianter. Samtidig kan et blik på de mange lækre delikatesser få munden til løbe i vand, og de små streetfood-boder lokker med lækkerier til den lille sult.  Uanset om du er på udkig efter ingredienserne til festmåltid, eller du blot vil opleve markedshallens helt særlige atmosfære, så kan det varmt anbefales at besøge Mercat de l’Olivar, når du er i Palma de Mallorca.

Ekstra tip:

Holder du af gin, så er det værd at lægge vejen Palma de Mallorcas eget destilleri, Mallorca Gin Distillery. Her kan du høre om ginens historie og få gode tips til at lave den perfekte gin & tonic.

 

Vil du opleve Palma de Mallorcas mange seværdigheder, så kan du finde dit hotel på Mallorca her.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din navn her
Skriv venligst din kommentar!