Din guide til Marrakech

Din guide til Marrakech

Marrakech er nok Marokkos mest populære feriedestination, og det er ikke uden grund. Her finder du alt, hvad hjertet kan begære blot 4,5 times flyvetur fra Danmark. Marrakech er den perfekte destination for dig, som drømmer om at kombinere storbyferie med både kulturelle oplevelser og afslappende feriedage ved poolen.

Hvor skal du bo i Marrakech?

Marrakech byder på en gammel og en ny bydel, og der er delte meninger om, hvor det er bedst at bo. Den gamle bydel er omkranset af høje, røde bymure, og det er her du bedst oplever det autentiske Marrakech. Her bor du i traditionelle marokkanske gæstehuse (også kaldet riads), som oprindeligt blev bygget til store familier. En riad er en firkantet bygning oftest uden vinduer ud til gaden, men med et åbent område i midten, hvor der er en lille have med et mindre bassin eller en pool. En riad har ofte ikke mere end 10 værelser, og du vil derfor få en mere intim og autentisk oplevelse end på et større hotel i den nye bydel. Vores mest populære riad er Angsana Riad Collection.

Er du derimod til solbadning og afslapning ved poolen anbefaler vi, at du kigger på et hotel beliggende i den nye bydel. Her finder du moderne hoteller, hvor du kan nyde den afslappende og rolige feriestemning med udsigt til høje grønne palmer, som svajer i vinden, og hvor du kan tage en forfriskende dukkert i poolen, når solen begynder at stege for meget. Vores mest populære hoteller til familier er Hotel Labranda Targa Aqua Park og Hotel Aqua Fun Club. Leder du i stedet efter et hotel, hvor du og din bedre halvdel kan nyde et romantisk ophold for 2 er både Hotel Barcelo Palmeraie og Sofiel Marrakech Palais Imperial rigtige gode valg. Det er også i den nye bydel, at du finder alle de trendy designerbutikker, lækre restauranter og hyggelige caféer.

Hvad skal du opleve i Marrakech?

Marrakech byder på et væld af spændende og kulturelle oplevelser. Hvad du nok ikke kan undgå, er den pulserende markedsplads Djeema el Fna. Her finder du slangetæmmere, gademusikanter og udklædte tryllekunstnere, der underholder både lokale og turister dagen lang. Und dig selv en læskende friskpresset appelsinjuice fra en af de mange boder, der står side om side på den store markedsplads.

På et besøg i den gamle bydel kan du ikke undgå at komme ind i souken. Her kan du gå på opdagelse i de snævre gader, der bugner med bjerge af velduftende krydderier, billige og velsmagende nødder, farverig keramik i alverdens former og mønstre, og så selvfølgelig smukke og håndvævede tæpper. Kig jer godt omkring og husk at prutte om prisen, hvis du finder noget du vil have med hjem.

Fra de snævre gader i souken til den fredfyldte oase Le Jardin Secret. Den hemmelige have er et vidunderligt åndehul i det ellers hektiske og larmende centrum. Indgangen koster ca. 70 dirhams, men så kan du blive lige så længe du har lyst. Und dig selv en kop sød myntete på deres hyggelige tagterrasse og nyd den smukke udsigt over byens tage.

Fra en fredfyldt oase til en anden. En kort taxatur ud fra de høje, røde mure der omgiver den gamle by, finder du den smukke oase Jardin Majorelle. Her kan du nyde en afslappende eftermiddag i skyggen af eksotiske træer og høje palmer til lyden af kvidrende fugle og cikader. En rejse til Marrakech er ikke fuldendt uden et besøg i Yves Saint Laurents berømte have.

Hvad skal du spise og drikke i Marrakech?

Maden i Marrakech er bestemt værd at rejse for. Det marokkanske køkken består af lækre velsmagende retter med masser af krydderier, friske grøntsager og smagfuld kylling og lam, og Marrakech bugner af lækre restauranter, der serverer disse lokale specialiteter. Giv dig tid til at vandre rundt mellem de mange boder på Djeema el Fna og udvælg dig nogle lækre lokale specialiteter. Her er bestemt noget for enhver smag. Er du ikke så meget til den traditionelle form for street food, så gå på opdagelse i de smalle gader, men husk at kigge op. Marrakech har nemlig mange tagterrasser, hvor du kan sidde og nyde udsigten over byens mange tage, mens du får serveret smagfulde retter som f.eks. tagine, couscous, tabouleh, humus, harira og marokkansk melonsalat. Du finder desuden også mange lækre restauranter i den nye bydel.

I Marokko og især i Marrakech kan du ikke undgå at støde på den populære myntete. Den traditionelle søde myntete bliver serveret i små fine glas og smager himmelsk. Und dig selv en friskbrygget myntete på din rejse til Marrakech.

Hvornår er det bedst at rejse til Marrakech?

Du kan rejse til Marrakech året rundt! Dog er Marrakech en oplagt feriedestination når temperaturen falder hjemme i Danmark. I vinterhalvåret byder Marrakech på lune temperaturer omkring de 20 grader i dagtimerne og er derfor perfekt til afbræk fra den danske kulde og regn. Marrakech ligger kun 4,5 timers flyvetur fra Danmark og derfor oplagt til en forlænget weekend i kulturelle omgivelser eller en uges badeferie ved poolen.

Find din rejse til Marrakech

Er du endnu ikke blevet overbevist om at din næste rejse skal gå til Marokkos mest populære feriedestination, så læs mere om byen her eller se alle vores lækre hoteller her.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din navn her
Skriv venligst din kommentar!