7 ting du skal opleve på Rhodos

Rhodos er en dejlig ø, som byder på masser af oplevelser. Her har vi samlet syv ting, som du ikke bør gå glip af, når du holder ferie på Rhodos.

De Syv Kilder og kærlighedstunelen
Området med De Syv Kilder og kærlighedstunnellen er det perfekte åndehul på en varm sommerdag. Det kølige vand løber fra kilderne og samles i en lille sø, hvor der bader ænder og svaner. Ned til søen ligger en lille café, og stedet er således perfekt til at nyde en dejlig frokost til lyden af det piblende vand. Kærlighedstunelen ligger ca. 150 meter fra De Syv Kilder. Tunellen egner sig ikke til dem, som er mørkeræd eller lider af klaustrofobi, da den er meget mørk og meget snæver. Men hvis ikke det er tilfældet, så er den bestemt et besøg værd.

 

Den gamle bydel i Rhodos by
Det store fæstningsværk omkring den gamle bydel i Rhodos by, vil uden tvivl give dig en følelse af at være landet i Middelalderen. De tykke mure, smalle gader og hyggelige torve er en oplevelse i sig selv. Inden for murerne finder du et væld af restauranter, butikker og spændende attraktioner. Den gamle bydel er en labyrint af smalle gader, og det kræver ikke en dårlig stedsans at fare vild – og det kan bestemt anbefales at lade sig forføre af lysten til at se, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne.

Sommerfugledalen
Du skal ikke tage til sommerfugledalen med en forventning om at se smukke sommerfugle i hobetal. Sommerfuglene er kun i dalen få måneder om året, og bestanden har været nedadgående de senere år. Når det er sagt, så er turen gennem dalen utrolig smuk. Sommerfuglene tiltrækkes af de fugtige omgivelser, som udspringer fra den å, som løber igennem dalen. Her er desuden små vandfald, og hvis man kigger godt efter, så kan man være heldig at spotte krabber på bunden af åen.

Faliraki Waterpark
Parken bryster sig af at være det største vandland i Europa – og her er da også noget for en hver smag. For de store børn og voksne findes rutsjebaner med navne som Kamikazi og Free fall, og her går det vildt for sig. Er du til mere rolige aktiviteter, så kan du svømme en tur i bølgebadet eller dase i Lazy River. For de mindste er der et dejligt område med lavt vand, små rutsjebaner og klatrestativer.

 

Lindos
Lindos er formentlig den mest populære attraktion på Rhodos – og det er med god grund. Her kan du nyde en dejlig dag på den gyldne sandstrand med det klare vand. Efterfølgende kan du gå en tur i den charmerende by med de hvidkalkede huse. Middagen kan du indtage på en af byens hyggelige tagterrasse-restauranter, hvorfra du har en fantastisk udsigt over byen, havet og Akropolis.

Kalithea Therme
Dette er absolut et af de smukkeste steder på Rhodos. Kalithea Terme er et spa med rødder helt tilbage til antikkens Grækenland. I dag benyttes stedet blandt andet af turister, som ønsker en mere luksuriøs strandtur. Det koster 2 euro at komme ind på området, og så er du velkommen til at gå rundt og kigge i de smukke sale. Salene bruges ofte til forskellige arrangementer som fx bryllupper. Nedenfor den smukke bygning, finder du en lille badebugt og en hyggelig restaurant. Her er desuden bløde liggestole, som frit kan benyttes, hvis du køber mad eller drikkevarer i restauranten.

Havnen i Rhodos by
Rhodos by har et ganske imponerende havn, som er opdelt i flere forskellige områder. Fra den ene ende af havnen kan du tage bådene til andre græske øer, som fx Kos, Simi og Tilos. Havnen i Rhodos by er desuden tilholdssted for lystyachts af den helt store slags. De ligger på rad og række, til stor beundring for de forbipasserende. Hvis du går en tur langs havnen, vil du også opleve de mange tourbåde, som lokker med sejlture ud på det azurblå hav. Havnen er desuden et godt sted at få stillet tørsten eller den lille sult; her er små boder, som sælger is, majskolber og friskpresset appelsinjuice.

Hvad er din favoritoplevelse på Rhodos?

Rejs til vidunderlige Rhodos

Den græske ø er et sikkert hit, hvis du er til oplevelsesrige ferier. Se vores mange skønne rejser til Rhodos her.

Rejser til Rhodos

Skriv en kommentar

Indtast venligst din navn her
Skriv venligst din kommentar!