Din guide til ferie med All Inclusive

Ferie med All inclusive er de senere år blevet en meget populær måde at holde ferie på, og det er bestemt ikke uden grund – Fordelene ved ferie med All inclusive er til at få øje på. Over halvdelen af Sunwebs gæster vælger All inclusive, når turen går syd på.

Hvis du også pusler med tanken om at vælge den populære ferieform, så får du her et overblik over, hvad det vil sige at holde ferie med All inclusive.

Det meste er inkluderet
Du har sikkert hørt før, at All inclusive betyder, at det meste er inkluderet i prisen – men hvad betyder ”det meste”?

Hvad der er inkluderet i et ophold på et All inclusive hotel afhænger både af destinationen, prisen, hotelkategorien og hotellets størrelse. Kvaliteten og omfanget af All inclusive-konceptet varierer således fra hotel til hotel og fra land til land.

Grundlæggende er måltider, snacks, lokalproduceret alkohol og alkoholfri drikkevarer altid inkluderet i prisen. Ofte serveres måltiderne fra buffet, mens drikkevarer kan afhentes i barerne eller ved buffeten. Derudover kan der være forskellige aktiviteter og services inkluderet. Du kan altid se, hvad der helt præcist er med i prisen under beskrivelsen af det enkelte hotel.

All inclusive – derfor!
All inclusive giver dig rigtig god mulighed for at holde styr på feriebudgettet, i og med at en af feriens tungeste poster er betalt, allerede inden du tager afsted. Samtidig giver det en frihed til at slappe af, uden at skulle tænke over at have småpenge med til poolen eller splitte regninger, hvis I er mange der rejser sammen.  Der er desuden adgang til mad og drikkevarer stort set hele dagen, så ingen kommer til at hverken sulte eller tørste.

All inclusive-konceptet er særligt velegnet til børnefamilier, eller hvis I rejser flere generationer sammen. Her kan I læne jer tilbage og nyde, at der er taget hånd om det hele. All inclusive hoteller har ofte forskellige aktiviteter for børn, og buffetrestauranten er som regel mere uformel end de lokale restauranter. Samtidig vil der næsten altid være noget af maden, som falder i børnenes smag.

På de fleste All inclusive hoteller serveres hovedmåltiderne på bestemte tidspunkter i buffetrestauranten, og om eftermiddagen findes der et udvalg af snacks. På nogle hoteller er is også inkluderet, men som oftest er det i bestemte tidsrum. Dette vil være angivet i hotellets beskrivelse.

Billig All inclusive ferie
Når du vælger en billig All inclusive ferie på et 3-stjernet hotel, skal du være forberedt på, at udvalget på buffeten ofte er småt og ensformigt. Der vil typisk være 1-2 varme retter og et begrænset udvalg af salater, tilbehør og desserter. Udvalget af drikkevarer vil sædvanligvis begrænse sig til lokalproduceret sodavand, samt lokalproduceret øl, vin og 2 slags lokal spiritus. Det vil således koste ekstra, hvis du fx bestiller en cocktail.

Når det er sagt, så skal man bestemt ikke afskrive de 3-stjernede All inclusive hoteller. Mange 3-stjernede All inclusive hoteller er så billige, at du kan vælge at bruge dem, som supplement til at gå ud og spise. Samtidig har du adgang til gratis mad og drikke i løbet af dagen og en forfriskning om aftenen. De fungerer også som en bekvem løsning, hvis du har været på tur hele dagen og ikke orker at skal på ”restaurant-jagt” om aftenen.

Ultra All Inclusive
Ultra All inclusive har særligt vundet indpas i Tyrkiet. ”Ultra”-delen betyder, at der er tilføjet lidt ekstra til All inclusive-konceptet. Det kan være i form af importeret alkohol, udvidet åbningstider i barer og restauranter, genopfyldning af minibaren eller ekstra mange aktiviteter på hotellet. Specifikationerne af hvad der indgår i All inclusive-konceptet på de enkelte hotel kan altid ses i hotelbeskrivelsen.

Hvornår skal du have pungen op af lommen?
All inclusive gør det nemt at holde styr på feriebudgettet, dog er der få ting, som ikke er dækket af All inclusive-konceptet. Du skal således betale for mad og drikke, til og fra destinationen og på udflugter. Der kan desuden være visse services på hotellet, som ikke er inkluderet i prisen og er mod ekstra betaling. Det kan fx være roomservice, a la carte restauranter, skønhedsbehandlinger eller vaskeservice. Derudover er det ikke alle hoteller, hvor All inclusive også er gældende på stranden, og du kan derfor komme til at betale for leje af strandstole og parasoller. Hvilke services der er inkluderet i prisen, vil altid fremgå af hotelbeskrivelsen på det enkelte hotel.

Har du fået mod på at nyde en ferie med styr på budgettet, fri forplejning og ren afslapning? Så prøv en af Sunwebs All inclusive rejser

 

 

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your name here
Please enter your comment!